COPENHAGENJAZZ indeholder indtryk fra de københavnske jazzspillesteder, skrevet til vennerne i Holbæk Jazzklub (og andre jazzelskere). Hvis jeg ikke anmelder et bestemt band særlig godt, behøver det bestemt ikke at være bandet, der er noget galt med. Der tildeles ind i mellem "saxofoner", fra 1-5, alt efter min personlige bedømmelse. Kommentarer er meget velkomne. Poul Christensen, tlf. 32581088

Wednesday, February 16, 2005

Monday Night Big Band (2)

Mandag den 14. februar gik turen atter til det københavnske spillested Vognporten.
Her holder Paradise Jazzclub som bekendt til, og de har aftale med komponisten, arrangør, dirigent og pianist Niels Jørgen Steen om, at han hver mandag holder en slags åbne prøver med sit Monday Night Big Band (MNBB).
I fodboldverdenen siger man, at de gode hold kendes på, at de også kan hive en sejr - eller i hvert fald en uafgjort - hjem, selvom stjernerne er skadede og de må stille med reserverne. Overfører vi dette til jazzverdenen må vi sige, at MNBB hører til i toppen af superligaen. Niels Jørgen Steen måtte denne aftren melde pas p.g.a. sygdom, og det meste af den faste stab var optaget af deres (indtægtsgivende) egne engagementer.
Men så indkalder man åbenbart bare reserverne (og hvilke reserver!). Desuden overlader man styringen til den garvede trombonist Erling Kroner i samarbejde med den fremragende svenske trommeslager Roger Berg. Sidstnævnte markerede lige sine rytmer en ekstra tand, således at de 15 medspillere ikke kunne være i tvivl om hvor takterne lå. På den måde hang musikken fint sammen. Men selvfølgelig havde det nogle konsekvenser hist og her at Niels Jørgen Steen ikke stod foran orkestret og med sædvanlig myndighed kunne give tegn til indsatser og soli. Det gav anledning til et par tyvstarter hist og her. Dog uden at forstyrre det samlede billede af en rigtig god big band aften.
Jeg fik noteret følgende (reservespækkede men fremragende) mandskab:
Peter Marott, John Jensen, Peter Kehl, Jonas Weber (tp)
Anders Larsson, Erling Kroner, Niels Gerhardt, ?? (tb)
Mads Ole, Niels Oldin, Kasper Wagner, Thomas Larsen (saxes)
Steen Holkenov (piano), Marc Davies (bas), Roger Berg (dr)
Blandt aftenens ca. 20 numre bemærkede jeg:
- Bells Blues (som MNBB altid lægger ud med på disse mandagsaftener)
- Air Mail Special (velkendt Charlie Christian nummer)
- Tea for Two (med Kroner i front)
- Bonus Track (af Niels Jørgen Steen)
- Ham's Boogie Woogie (hvor Holkenov viste sine rødder i jazzen)
- Confirmation
- Singing in the Rain
- The Nearness of You
- Black and Blue (Fats Waller)
- Night in Tunesia (hvor Roger Berg brillerede med en fremragende solo på trommesættet)
- Cheeck to Cheeck (Irving Berlin)
- Blues in Paradise (som MNBB altid spiller i Paradise Jazzclub)
Det meste af materialet er arrangeret af NJS.
Paradise Jazzclub, Niels Jørgen Steen og musikerne i Monday Night Bigband leverer mandag efter mandag en fremragende indsats, hvor de holder en stor kunstart (big band jazzen) i live.
Det skal bare ses og høres. Det er kunst - og det koster sølle 80 kroner (kun lidt mere end en biografbillet, men varer dobbelt så længe)
Så på gensyn i Paradise Jazzclub på mandag ........ og næste mandag ......... og næste ........

0 Comments:

Post a Comment

<< Home