Sidste JAZZPAR koncert - Thomas Clausen JazzPar Quintet og Pierre Dørge JAZZPAR Jungle
Den 29. april 2005 blev der lukket og slukket for Jazzpar. Med mindre altså der dukker en frelsende engel op med en velvoksen engle-check til den fremtidige finansiering af dette fornemme projekt, der gennem 15 år dels har præmieret jazzens bedste, dels har ført disse sammen med danske musikere, og endelig dokumenteret dette gennem en perlerække af udgivelser.
Men hvis den fremsende sponsor-engel ikke viser sig, så var dette altså begravelsen.
Og i givet fald - hvilken fornem begravelse. Ganske vist ikke kombineret med en prisuddeling, men i form af to fremragende orkestre, sammensat af musikere, der gennem årene har været involveret i Jazzpar.
Thomas Clausen JazzPar Quintet indledte.
TC havde sat holdet af ham selv bag flyglet samt Jesper Thilo (ts), Thomas Clausen (pia), Jakob Fischer (gui), Mads Vinding (bas) og Alex Riel (dr).
Thomas Clausen har været overordentlig produktiv de sidste år. Langtfra alt hvad han har skrevet er blevet spillet. Han benyttede sig af lejligheden til at få noget af skuffe-materialet frem i lyset - til stor glæde for os, der havde den oplevelse at være der.
Vi fik både NHØP-memorials, brasiliansk inspireret (choro) musik samt lidt fra den store blå bog. Fremragende løftet ud over scenekanten af JazzPar kvintetten, hvor alle viste sig fra deres bedste side denne aften.
Derefter var det Pierre Dørges tur, med det til lejligheden sammensatte JAZZPAR Jungle ensemble. Line-up: Kasper Tranberg (cnt), Uffe Markussen (sax,b-cl), Jakob Mygind (sax), Peter Fuglsang (as,cl,b-cl), Pierre Dørge (cond,gui), Kim Kristensen, Irene Becker (pia,key), Jesper Bodilsen (bas), Morten Lund (dr) og Lisbeth Diers (perc).
Ensemblet serverede en perlerække af Pierre Dørges ting. Et bevis på, hvor stor en komponist, arrangør, orkesterleder og organisator han er. Selvom han havde nogle af sine New Jungle stamspillere med, var det imponerende at høre, hvor god en lyd, han på den korte tid havde fået frem i orkestret.
Det uundgåelige ekstranummer havde de to emsemble-ledere forberedt sig sammen på. Det bestod i at samle de to emsembler på scenen, hvilket medførte et overordentligt velspillet og meget smukt sortie for Jazzpar.
For os der havde lejlighed til at være der, var det en smuk aften, en af dem man aldrig vil glemme, at man var med til.
I respekt for det hedengangne undlader vi at tildele saxofoner. Aftenens to bands kan alligevel ikke hyres - der var kun denne ene(stående) mulighed for at høre dem.

0 Comments:
Post a Comment
<< Home