Monday Night Big Band

Monday Night Big Band (det danske - et hurtigt raid på Google viser, at der også er et svensk og tilsyneladende op til flere nordamerikanske MNBB) spiller de fleste mandage aftener i Jazzhus Vognporten i København.
Det er en begivenhed, som det kun kan anbefales at overvære - før eller senere. For de har vist ikke tænkt sig at stoppe lige med det første.
Som dirigent og organisator bag MNBB siger: "Vi er sådan noget Fahrenheit 451. I ved, der hvor der er nogle galninge, der lærer sig bøgerne udenad, for på denne måde at bevare dem.På sammen måde mødes vi og lærer big-bandjazz'ens standards udenad, for hvis vi ikke gør det., så forsvinder det....... Der er jo ingen der har råd til at hyre 20 mand til at spille.....".
Nå,men mandag aften, den 17. januar 2005, s0om sædvanlig kl. 20.30 stillede MNBB atter op i Vognporten. Som sædvanlig uden at få noget for det - vist med undtagelse af hvad der kommer ind ved døren.
Og så spillede de lige 3 sæt!!! (ganske vist med en forsvarlig spisepause mellem 1. og 2. sæt - men alligevel). Ialt 18 numre - og ingen af dem korte. Jeg forlod Vognporten ca. 00.30, godt fyldt med big band jazz.
Niels Jørgen Steen er en helt uforlignelig dirigent og arrangør. Desforuden komponist, hvilket han dog ikke gør så meget ud af i MMBB-sammenhæng. Samt pianist, men det er snart længe siden.
Når man kan få kapaciteter som Christina von Bülow, Pelle Fridell, Erling Kroner, Mårten Lundgreen, Frands Rifbjerg, Jan zum Vohrde m.fl. til at stille op mandag efter mandag og dyrke big-bandjazzen ved en slags åbne prøver, så må det være fordi han har noget at byde på.
Og ingen tvivl om det. NJS serverer lækkerbidskener, både fra standard-kataloget og fra deltagerne selv. For det meste arrangeret af ham selv.
Et lille udvalg fra denne aften:
- The Blues Bells (med inspiration fra rådhusklokkerne)
- Confirmation (Parker)
- Singing in the Rain
- You Took Advantage Of Me
- Do You Know What It Means To Miss New York
- Just Friends
- Cry Me a River
- Christopher Columbus
- Blues In Paradise
Det er en oplevelse i sig selv at overvære, hvordan NJS dirigerer. Der er ingen tvivl om, hvem der er bossen for foretagendet. Omend alt serveres med crazy lune og tonen i MNBB er løssluppen, til tider grænsende til det absurde teater. MJS bestemmer numrene, introducerer dem (en oplevelse i sig selv), sætter dem i gng med overblik og præcision, slapper af men musikerne kører derudaf, vender tilbage, varsler overgangene og leder dem med fast hånd, slapper atter lidt af, tænder en cigaret, går måske en tur i baren, vender tilbage, varsler atter en overgang, slapper atter lidt af, for så, når slutningen nærmer sig, atter at tiltrække sig opmærksomheden og guide bandet igennem slutningen med maner.
Hertil kommer, at det ikke er ualmindeligt, at NJS hiver en stak nye papirer op af tasken og deler dem rundt. Efter en kort gøren opmærksom på de vanskeligste overgang sættes bandet i gang. Musikerne spiller fra bladet - og alle slipper fra det med æren i behold. Det kræver sit format.
Som NJS udtrykte det på et tidspunkt: "I må gerne klappe af orkestret, de æder en del lige fra avisen i dag...."
Som sagt - det skal opleves. Og gevinsten er, at man får et kært genhør med en række af big-bandjazzens standards.
NJS ser det tydeligvis som sin opgave også at promovere MNBB's musikere. De bliver flittigt (og med myndig mine) kaldt frem foran orkestret til at give soli.
Det gav mulighed for at opleve formatet hos fx. Mårten Lundgreen, Emil Hess, Pelle Fridell og Christina von Bülow - og så er der sikker nogle flere, der retfærdigvis burde have været nævnt.
En ekstra stjerne skal på denne plads tildeles Christina v. B., Mårten Lundgreen og Pelle Fridell for en perlerække af fremragende soli. Der er grund til at lægge ektra godt mærke til bands, hvor de er med!
Det var en træt men tilfreds anmelder, der tæt hen under kl. 01.00 vendte tilbage til bopælen, med endnu en god københavnsk jazz-oplevelse in mente.
Danmarks jazz-spillesteder - ikke mindst dem uden for København - burde på en eller anden måde kunne få lejlighed til at opleve en MNBB-øveaften.

Sophisticated Ladies Sekstet

Pakhuset i Nykøbing S. præsenterer de fleste af årets lørdage jazz. For det meste i den lette ende, men ind i mellem med perler.
Det sidste var tilfældet lørdag den 15. januar 2005, hvor Sophisticated Ladies var på scenen.
Og lad mig straks løfte sløret for, at damerne hér gav en koncert, de virkelig kan være stolte af, ogt som jeg har besluttet mig for at tildele 4 saxofoner.
Begrundelsen kommer senere. Først lidt om bandet.
De sofistikerede damer har nu holdt sammen i 17 år. Det startede med trioen Marie Louise Schmidt (piano), Helle Marstrand (bas) of Benita Haastrup (dr), og med et rimelig lyst og tilgængeligt repertoire.
De sidste 5 år har gruppen ofte optrådt som sekstet (det skete fx. i Holbæk Jazzklub i december 2001). I så fald suppleres de tre ovennævnte med Christina Dahl (ts), Christina von Bülow (as) og Lis Wessberg (tb).
Hermed er også præsenteret line-up for koncerten i Nykøbing 15.1.2005, dog med den tilføjelse, at der denne dag medvirkede en sofistikeret mand, nemlig Jan zum Vohrde (as, fl), som stand-in for Christina von Bülow. Det klarede han helt godt - men selvfølgelig kunne det ikke helt skjules, at han ikke har øvet mange timer sammen med damerne.
Fra sætlisten noterede jeg 15 numre:
Autumn Blues
Waiting for Better Times
Græshopper / I'm in a Dream
Beatrice
Jazpatruljen
Glad igen
Sommersang
It's Too Early to Wake Up
Odd Behaviour
Sct. Thomas
African Lullaby
Circular
Darn That Dream
Strange Party
Indad
Titlerne dækker over et blandet repertoire - næsten alt skrevet af damerne selv. Udgangspunktet er den nyere danske jazzscene, gedigent, i den lettere ende, ikke alt for langhåret. Det gælder Marie Louise Schmidts og Helle Marstrands kompositioner. Men især Benita Haastrup supplerer med nogle iørefaldende kompositioner med klar afrikansk og caribisk inspiration. Endvidere leverede Christina Dahl et par numre. Alt i alt et ganske godt materiale, efter min smag fra godt og vel middel og opefter i kvalitet.
Med hensyn til selve koncerten og musikernes præstationer på dagen, så var det som nævnt en særdeles positiv oplevelse.
Hvis jeg skal beskrive forskellen fra koncerten i Holbæk for godt 3 år siden, så er først og fremmest Christina Dahl tekniske og kunstneriske udvikling bemærkelsesværdig. Hun leverede i omegnen af 10 fremragende soli, der fik publikum helt op af stolene. Rigtig flot. Danmarks tenorsax-mænd må hellere se at komme hjem og øve, for det er helt klart min opfattelse, at CD karrieremæssigt er oppe i det højeste gear nu, på vej ind i DK top 5 blandt tenorsaxofonister.
Liss Wessberg leverede en solid indsats, men havde kun nogle få (men gode!) soli. Hun imponerer mig fortsat med et rigtig lækkert tb-trut, følsomt og nærmest klassisk i sit tekniske udtryk, og dertil særdeles udtryksfuldt (eller måsle snarere "indtryksfuldt").
Marie Louise Schmidt leverede en pæn bund og nogle få pæne soli. Men hendes indsats i bandet er vist snarere organisatorens. Ikke den dominerende pianist.
Helle Marstrand har udviklet sig fra en mindre til en ganske god bassist. Hun leverede en pæn rytmebund gennem samtlige numre, og herunder mestrede hun også de hurtige løb, rent og på slaget hele vejen igennem. Hun overraskede (mig) med et par soli på et ret pænt niveau. Hun er efter min mening vokset ganske betydeligt, både i teknikken og i udtrykket.
Benita Haastrup viste sig atter som en energisk og storspillende (og altid smilende) trommeslager. Et frisk indslag. Og selvfølgelig også denne dag med nogle soli på højt niveau. Læg godt mærke til bands, hvor hun er med.
Ovenstående gentagne betegnelse "damerne" kunne måske antyde, at jeg bedømmer dem ud fra det lidt eksotiske udgangspunkt, at det er en kvalitet ved sig selv ved dette band, at der er tale om seks kvindelige musikere (eller 5 + JzV). Men lad mig én gang for alle dementere dette. Der er tale om et band, der fuldt ud kan begå sig på den danske jazzscene. Og tydeligvis i stadig og markant udvikling. For visse af damernes vedkommende endog forrygende udvikling.
Som nævnt får de 4 saxofoner for Nykøbing-koncerten. Og en klar anbefaling til repertoire-planlæggerne ude på landets spillesteder om at hyre dem. Forudsat altså at de sofistikerede dammer lover, at de alle er med på dagen (og i hvert fald Christina Dahl!)

Anderskov Accident

Den 8.januar 2005 havde jeg fornøjelsen af at overvære det 1½ time lange 1. sæt af aftenens koncert I Copenhagen Jazzhouse med Anderskov Accident.
Aftenens line-up: Kasper Tranberg (tr), Anders Banke, Jesper Zeuthen (sax), Peter Dahlgren (tb), Jacob Anderskov (pia) Jeppe Skovbakke (bas), Rune Kielsgaard (dr).
Repertoiret var alt overvejende kompositioner/arrangementer af kapelmester Anderskov.
JA har efterhånden udviklet sig til den betydeligste komponist/arrangør/orkesterleder/organisator på den unge danske jazzscene. På scenen lader han i høj grad sine medspillere komme til frem for at sætte sig selv i rampelyset, og hans kompositioner/arrangementer er ligeledes meget imødekommende overfor medspillerne.
Denne aften var det især blæsergruppen der fik mulighed for at komme til. Hvilket de fik det optimale ud af efter min mening. Deres indsats bestod primært af lange fælles forløb, hvor de ligger tæt op ad hinanden, men ikke mere end at de får de mest usædvanlige (til tider endog kakofoniske) akkorder ud af det.
Usædvanligt, men også smukt. Og som sagt vist det optimale man kan forvente af disse 4 blæsere, som - måske med undtagelse af KT - ikke er de store solister (en glimrende orkestermusikere!)
For et utrætteligt og særdeles velgennemført rytmearbejde i baggrunden, uden soli, bør Jeppe Skovbakke og Rune Kielsberg i høj grad krediteres.
Fra sætlisten noterede jeg:
Benin Lenin
Oyler On The Rocks
Snesjap og de syv beskidte dværge - med flotte soli af JZ og PB
Pusky Pjusky
What Roots (solo af PB - her havde Albert Ayler ikke levet forgæves)
5 kompositioner, som bandet altså brugte næsten 1½ time til at fremføre
En god oplevelse af den helt unge danske jazzscene - en overvejelse værd for programplanlæggerne på alle landets jazzspillesteder.

Om bandet, se www.jacobanderskov.com