Gramski Beat

Fredag den 18. februar var Gramski Beat på scenen i Copenhagen Jazzhouse.
Line-up: Ned Firm (ts), Mads Hyhne (tb), Jacob Bro (gt), Nicolai Munch-Hansen (bas) og Jeppe Gram (dr).
Gramski Beat's projekt baserer sig på Jeppe Grams kompositioner/arrangementer.
Musikérne er udmærkede instrumentalister, og de er ganske gode på en scene. Der er grund til at holde øje med bands, hvor man ser disse navne.
Men desværre, atter var det en aften, hvor materialet - for mig at se - ikke var godt nok. Men den sædvanlige tilføjelse, at det måske er mig, der ikke forstår det.
I nyere kompositioner introduceres der ofte med nogle komplicerede klangbilleder. Hvis man er heldig kommer der efterhåndet lidt rytme på. Men desværre forbliver det ofte kedeligt - eller måske bare for kompliceret for mig.
Som skrevet før - måske skulle de yngre komponister være mindre tilbageholdende med hensyn til at plukke i jazzens store katalog af standards. Og så køre det en tur gennem vridemaskinen. Det ligger der fortsat store potentialer i.
Men som sagt, musikerne i dette band er bestemt dygtige. Så mon ikke det bliver til et genhør - specielt hvis de kaster sig over noget bedre materale.
Antal saxofoner - tja....

Lovedale

Lovedale er titlen på Jesper Løvdals projekt.
De var på scenen i Jazzhouse torsdag den 17. februar 2005.
Et poetisk navn må man sige. Og ret godt dækkede for den musik, der ligger bag.
Projektet er CD-aktuelt - se Ib Skovgaards anmeldelse: http://www.dr.dk/musik/jazz/anmeldelser/anmeldelse/041221_lovedale.asp
Lovedale stiller med en ret så kompetent besætning:
Jesper Løvdal (sopran /tenorsax, altklarinet) , Jacob Anderskov (piano) , Jonas Westergaard (bas), Anders Mogensen (trommer)
Kvartetten bød denne aften på et mix af ballade og be bob-agtige numre. De meste skrevet og arrangeret af JL selv.
For mig er det et gennemgående træk ved JL's ballader at de mangler sammenhæng. Men måske er det bare min personlige smag og manglende evne til at forstå strukturen, der spiller ind? Jeg skal helst have en melodilinie at forholde mig til. Eller i hvert fald en ikke alt for utilgængelig struktur, hvorfra musikerne kan udfolde sig. Måske kan jeg få mere hold i det ved nogle gennemlytninger af CD'en?
Bedre går det, når JL bevæger sig over i be bob'en. Her kan man rigtig høre, hvor god en solist han er blevet. Flot.
Jeg har besluttet mig til at holde øje med, hvor og hvornårjeg kan genhøre kvartetten. Så god var aftenen trods alt.

Monday Night Big Band (2)

Mandag den 14. februar gik turen atter til det københavnske spillested Vognporten.
Her holder Paradise Jazzclub som bekendt til, og de har aftale med komponisten, arrangør, dirigent og pianist Niels Jørgen Steen om, at han hver mandag holder en slags åbne prøver med sit Monday Night Big Band (MNBB).
I fodboldverdenen siger man, at de gode hold kendes på, at de også kan hive en sejr - eller i hvert fald en uafgjort - hjem, selvom stjernerne er skadede og de må stille med reserverne. Overfører vi dette til jazzverdenen må vi sige, at MNBB hører til i toppen af superligaen. Niels Jørgen Steen måtte denne aftren melde pas p.g.a. sygdom, og det meste af den faste stab var optaget af deres (indtægtsgivende) egne engagementer.
Men så indkalder man åbenbart bare reserverne (og hvilke reserver!). Desuden overlader man styringen til den garvede trombonist Erling Kroner i samarbejde med den fremragende svenske trommeslager Roger Berg. Sidstnævnte markerede lige sine rytmer en ekstra tand, således at de 15 medspillere ikke kunne være i tvivl om hvor takterne lå. På den måde hang musikken fint sammen. Men selvfølgelig havde det nogle konsekvenser hist og her at Niels Jørgen Steen ikke stod foran orkestret og med sædvanlig myndighed kunne give tegn til indsatser og soli. Det gav anledning til et par tyvstarter hist og her. Dog uden at forstyrre det samlede billede af en rigtig god big band aften.
Jeg fik noteret følgende (reservespækkede men fremragende) mandskab:
Peter Marott, John Jensen, Peter Kehl, Jonas Weber (tp)
Anders Larsson, Erling Kroner, Niels Gerhardt, ?? (tb)
Mads Ole, Niels Oldin, Kasper Wagner, Thomas Larsen (saxes)
Steen Holkenov (piano), Marc Davies (bas), Roger Berg (dr)
Blandt aftenens ca. 20 numre bemærkede jeg:
- Bells Blues (som MNBB altid lægger ud med på disse mandagsaftener)
- Air Mail Special (velkendt Charlie Christian nummer)
- Tea for Two (med Kroner i front)
- Bonus Track (af Niels Jørgen Steen)
- Ham's Boogie Woogie (hvor Holkenov viste sine rødder i jazzen)
- Confirmation
- Singing in the Rain
- The Nearness of You
- Black and Blue (Fats Waller)
- Night in Tunesia (hvor Roger Berg brillerede med en fremragende solo på trommesættet)
- Cheeck to Cheeck (Irving Berlin)
- Blues in Paradise (som MNBB altid spiller i Paradise Jazzclub)
Det meste af materialet er arrangeret af NJS.
Paradise Jazzclub, Niels Jørgen Steen og musikerne i Monday Night Bigband leverer mandag efter mandag en fremragende indsats, hvor de holder en stor kunstart (big band jazzen) i live.
Det skal bare ses og høres. Det er kunst - og det koster sølle 80 kroner (kun lidt mere end en biografbillet, men varer dobbelt så længe)
Så på gensyn i Paradise Jazzclub på mandag ........ og næste mandag ......... og næste ........

Hasse Poulsen "Sound of Choice"

Den 10. februar havde jeg den oplevelse for første gang at besøge spillestedet "Progy & Bess" i Wien. Det ligger centralt i det gamle centrum (indenfor Ringstrasse), nogle få hundrede meter fra Wiens midtpunkt, Stephansplatz.
På programmet denne aften var den danske Hasse Poulsen Trio med projektet "Sound of Choice".
Line-up: Hasse Poulsen (gt), Fredrik Lundin (as, ts, electronica), Lars Juul (dr, electronica)
På spillestedets hjemmeside, www.porgy.at, præsenteredes trioen således:
"Sound of Choice steht seit 1991 für unkonventionelle, spannende Musik. Das dänische Trio - bestehend aus drei herausragenden Exponenten der freien Improvisationsszene Skandinaviens - verfolgt konsequent den Weg, die Möglichkeiten des Jazz mit der musikalischen Sprache der zeitgenössischen Musik zu verbinden. Sie schaffen eine unkonventionelle Mischung aus Jazz, Ambient und Folk-Music - mit einem starken rhythmischen Drive, klanglich erweitert durch Samples und Elektronik. „Wir finden das eine reife Musik: wir versuchen nicht, irgend etwas zu beweisen. Wir versuchen nur, unsere Musik mit soviel Freude wie möglich zu spielen.“
Jeg kan sådan set ikke sige noget til denne "varedeklaration". Den er dækkende.
Noget andet er, om jeg bryder mig om musikken.
Det gør jeg ikke - men det bliver den ikke som sådan dårlig af.
Min begrundelse er, at trioen, trods Hasse Poulsens spændende håndtering af sin rytmeguitar, med spændende rytmer, skæve akkorder, gode moduleringer, og medspillernes dygtige håndtering af deres instrumenter, alligevel ikke - for mine øren - får det til at hænge sammen.
Måske er jeg for gammeldags, men for mig skal jazz have 1) en klar rytmisk basis, 2) en grundlæggende melodilinie (som der kan moduleres og fraseres grundigt over) samt 3) en eller anden slags reference til "traditionen" (hvad den så end er?).
Det fandt jeg ikke i "Sound of Choice" projektet.
Trioens forsøg på at integrere elektronikkens muligheder er spændende - men de slår (endnu) ikke igennem med det. Elektronikken byder på spændende muligheder for at optage brudstykker og gengive dem som loops, som der så spilles ind over. Det kan give nogle spændende lydbilleder, hvis det lykkes. Fx. vil trommeslageren så at sige kunne duellere med sig selv. Men det lykkedes kun undtagelsesvist for trioen denne aften.
Til deres forsvar bør tilføjes, at det også synes at være svært for mange andre - jeg erindrer kun nogle få gange at have hørt jazz/electronica, der "gik rigtigt ind".