Ibrahim Electric

Efter gentagne aflytninger af CD'en "Ibrahim Electric meets Ray Anderson" gennem den sidste måneds tid var mine forventninger til Ibrahim Electris's koncert i Jazzhouse den 14. april skruet ganske højt op.
Forventlingerne blev mere end indfriet - langt mere endda.
Hvad et velbesøgt Jazzhouse fik denne aften var en omgang svedig, funky, gyngende jazz, leveret af tre fremragende og godt sammenspillede musikere: Niclas Knudsen (gt), Jeppe Tuxen (Hammond) og Stefan Pasborg (dr). Det gyngede fra start til slut.
Materialet bestod mest af numre skrevet triomedlemmerne selv. Dog fik vi også lige gruppens version af "Dansevise" (1963 MGP-vinderen). En noget opfrisket udgave må man sige! Herudover noterede jeg numrene "Endangered Beat", "Elverhånd fra Mali", "Yamshallah" og "Kirketjenervikar". Der var en del mere, men aftenens mand ved mikrofonen (Niclas K.) glemte ind i mellem at introducere - eller også var han ligeglad. Men samtlige numre sad lige i øret. Velskrevne, velarrangerede til trioens specielle line-up, og endelig båret suverænt ud over scenekanten af de tre raske gutter.
Niclas Knudsen har denne anmelder efterhånden hørt i en række sammenhænge, og hver gang med stor fornøjelse. Han er ganske enkelt en fremragende jazzguitarist, der oven i købet mestrer flere af jazzens genrer end kollegerne, herunder den groovy fusions-jazz.
Jeppe Tuxen var storspillende på Hammond'et. Både når der skulle lægges akkorder til NK's udfoldelser, og når det var tid til soli. Arven efter Jimmy Smith var åbenlys, ligeledes fik hans spil ved flere lejligheder Dr. Lonnie Smith frem i erindringen.
Lidt genert i baggrunden sad Stefan Pasborg bag sine trommer. Og leverede storspil hele vejen igennem, både når der blev lagt bund og bakket op, og når det var tid til soli. Hvilket kæmpetalent. Teknisk overordentligt velfunderet, med en meget sikker markering og velkomponerede soli.
Ibrahim Electric fortjener at komme landet rundt og præsentere deres fremragende musik (eller måske rettere - hele Danmark fortjener at høre dem). Og derefter kan de taget turen ud i den store verden og vise frem, hvad dette lille jazzland kan præstere (hørte I den, Dansk Jazzforbunds nye jazz-eksport-udvalg).
Til alle Danmarks (og verdens) jazzklubber: book dem, betal prisen, fortæl vist og bredt at de kommer - og forbered danseplads foran scenen.
5 saxofoner ! (også selvom lyden godt kunne have været styret lidt bedre)

Maiken Ingvordsen

Jazzhouse lagde lokaler til Universals release af Maiken Ingvordsens debut-CD "Don't Be Cool" ved en koncert onsdag den 6. april 2005.
MI synger og spiller godt, og hun leverede en række numre, der sad godt i ørerne. Om de bliver hængende dér er et godt spørgsmål. Personligt er jeg nok ikke den rette til at vurdere dette retfærdigt, for hendes musik ligger på kanten - eller lidt uden for - min smag. Jeg vil forsøgsvis karakterisere den som "Country&Westernjazz" eller Singer-Songwriterjazz". Ikke desto mindre synes jeg, at hun fortjener et par ord med på vejen, for der var bestemt positive ting ind i mellem (og faktisk hører jeg da både C&W og SSW-musik ind i mellem).
Materialet på releaseaftenen var naturligt nok primært numre fra den nye CD. Pænt og ordentligt materiale. Men i andet sæt kom der lidt mere frem, primært stof fra andre komponister (fx. Joni Mitchel og James Taylor), godt arrangeret af MI. Det blev koncerten bestemt ikke ringere af.
Først og fremmest er MI en god pianist. Det beviste hun ved flere gode soli, i passager, hvor sangen havde en pause. Hun kan godt lide en kombination af solide og smukke klange, gerne med højre pedal nede, så pianolydtæppet var ret bastant.
Hendes sangstil er jeg personlig ikke så vild med, men det skal retfærdigvis tilføjes, at det var der tydeligvis et stort flertal af aftenens gæster, der var (at dømme efter bifaldet).
MI må have rigtig gode organisatoriske talenter, for bandet denne aften løftede hendes materiale, sang og spil op på et højere niveau. Det skyldes først og fremmest et fremragende bas-spil af Chris Minh Doky. På et teknisk højt niveau, markant, og så alligevel loyalt bakkende hovedpersonen op. Anders Mogensen leverede pæne rytmer bag trommerne, men uden at tiltage sig (eller have fået tildelt) nogen fremtrædende rolle denne aften.
Ægtemanden Kasper Villaume hjalp til i ca. halvdelen af numrene, men da fruen havde førsteretten til flyglet, måtte han tage til takke med keyboardet. I første sæt var dette lidt kikset, de havde vist ikke rigtig fået justeret arrangementerne, således at der blev plads til KV's ubetvivlelige talenter ved tangenterne. Dette blev der rettet op på i andet sæt, hvor KV i flere tilfælde beviste, at han også har evner ovre i orgeldelen af tangentspillet. Ved en enkelt solo mindedes jeg Dr. Lonnie Smith's fremragende, stramt redigerede Hammond-spil ved koncerten i Holbæk for nogle år siden.
MI skal under alle omstændigheder ønskes tillykke med debut'en. Personligt håber jeg på, at hun satser på videreudvikling af sit pianospil.
Hun får 3 saxofoner for en solid præstation. Måske en lidt hård bedømmelse - det skulle dog ikke blive uoverkommeligt for hende at tage den fjerde med om et års tid eller to, hvor hun formentlig har fundet et mere bevidst og gennemarbejdet ståsted. Mulighederne er der.