Copenhagenjazz

2005-08-09T03:05:00.000-07:00

Copenhagen Jazzfestival 2005

CPHJ er for mig året absolut vigtigste kulturbegivenhed. Men desværre bestemmer man jo ikke altid selv over sin tid. I år var der lige en flytning midt i festivaldagene. Ja, man kan jo ikke nå det hele. Men lidt blev det da til:Thomas Fryland Sekstet, NHØP memorialkoncert, Per Carsten Group, Makiko Hirabayashi, Kasper Villaume solo, Madeleine Peyroux / Curtis Stigers, Zawinul Syndicate, Bohuslän Big Band samt Martin Roy Wade All Stars feat. Rosenberg & Kristiansen

Thomas Fryland Sekstet
TF's projekt omfatter for tiden dels jazzarrangementer af den danske arbejdersangbog, dels diverse bebob arrangementer. LO har sponsoreret jazzificeringen af arbejdersangene, hvilket TF for så vidt har gjort på bedste vis. Som en del af dette samarbejde inviterer LO hvert år til en gratis koncert (med fri fadøl og lidt spiseligt) i organisationens flotte lokaler på Islands Brygge, med en superb udsigt til havnen m.v. Så stedet kunne ikke være bedre valgt.
Men resultatet af samarbejdet mellem LO og TF vil nok aldrig få den store udbredelse. De gamle dyrkere af arbejdersangene er ikke rigtig interesseret i denne del af fornyelsen, og jazzmiljøet ser tilsyneladende ikke den store åbenbaring i denne "sangbog". Lidt ærgerligt måske, for TF og medspillerne gør det bestemt ikke dårligt.
Denne anmelders vurdering er dog, at TF's projekt i sin nuværende form nok ikke vil være tiltrækkende for landets lokale spillesteder.

NHØP memorialkoncert
Klart nok måtte dette års udgave af CPH Jazzfestival omfatte en NHØP memorialkoncert. Den foregik i de smukkeste omgivelser, man kan tænke sig, nemlig Kongens Have, og var ganske velbesøgt.
På programmet var Palle Palle Mikkelborg, Bo Stief, Helen Davies, Ole Kock Hansen, Jonas Johansen, Hugo Rasmussen, Jacob Fischer, Carsten Dahl, Jesper Lundgaard, Jon Bruland, Niels H.P., Mads Vinding, Sokkelund Sangkor - i forskellige konstellationer.
Desværre var lyden dårligt disponeret og styret. Ærgerligt, for der blev disket op med mange lækkerbiskener (samt nogle lidt mere tvivlsomme ting, men noget sådant kan vel næppe undgås ved et arrangement af denne type). Blandt lækkerbidskerne kan nævnes Mikkelborg smukt blæste hymne til NHØP, og Carsten Dahl gav også nogle flotte ting ved tangenterne - fra den ene mester til den anden.
Af de nævnte grunde (lyd m.v.) ikke en af de koncerter, der bliver stående i erindringen m.h.t. musikken, men man måtte jo på den anden side være med ved dette sidste farvel til en af de helt store.

Per Carsten Group
Jazzhouse have sat Per Carsten Group på programmet, som under dette års festival havde overskriften "Legends". Denne overskrift er ganske velvalgt m.h.t. PC, når man tager hans lange og flotte karriere i betragtning. Helt tilbage i 1966 blev han medlem af Radiojazzgruppen, og siden gik det bare af sted ud over stepperne, med bl.a. fast sæde i DRBB, samspil med folk som Ed Thigpen, Ernie Wilkins, Kenneth Knudsen, Thad Jones, Phil Woods m.fl. Sygdom tvang ham væk fra saxofonen, men da muligheden for at kunne spille igen bød sig, startede han på udforskningen af EWI'en (electric wind instrument).
Ved koncerten i Jazzhouse havde PC følgeskab af en ret så garvet flok, nemlig Jørgen Emborg (keyb), Guffi Pallesen (bas) og Alex Riel (dr).
PC er nået så langt som til at bevise, at EWI'en rummer interessante potentialer, men han er kun i brudstykker nået til at indløse dem. Så desværre blev det meste af koncerten en lidt rodet affære, med uforløste numre og arrangementer.
Hvis PC får lidt mere styre på arrangementerne, og ikke mindst på computeren, der skal styre alle de tekniske muligheder, kan det godt ende med noget interessant.
Foreløbig dog ikke noget, der kan anbefales de lokale klubber/spillesteder.

Makiko Hirabayashi
En af festivalens store overraskelser var for mit vedkommende den for mig ukendte, herboende, fra Japan emigrerende pianist Makiko Hirabayashi.
Hun var bag byens bedste koncertflygel, som findes på Borups Højskole, på dette spillesteds "Jazzpianodag". Hun ledsagedes af Klavs Hovman (bas) og Morten Lund (dr). MH førte os gennem en række lyriske (lyse, lette, "nordiske") numre, hvor man dog ikke var i tvivl om hendes asiatiske oprindelse. En stor teknisk begavelse og en habil komponist og arrangør.
Bør følges med interesse - og overvejes hyret til og programsat i de danske jazzklubber.

Kasper Villaume solo
Også som led i Borups Højskoles "Jazzpianodag" kunne vi høre Kasper Villaume solo ved Steinway'et. Han førte os gennem en perlerække af jazzens pianokompositioner, med en god præsentationen af en række af hovedværkerne. Meget flot. KV oplyste efter koncerten, at han nu har dette arrangement på sin "tilbudsliste", og denne anmelder kan så absolut anbefale, at klubber og lokale spillesteder landet over overvejer en solopianoaften med Kasper Villaume.

Madeleine Peyroux / Curtis Stigers
Jeg ville normalt ikke have opsøgt en koncert som denne af egen tilskyndelse, men nogle amerikanske venner, som jeg have ydet lidt vejledning til med hensyn til valg af de bedste koncerter under festival 2005, inviterede som en modydelse fruen og mig i Operaen, således at vi kunne høre disse to sangere.
Ganske interessant, og bestemt en mindeværdig aften. Operaen er et smukt sted, og på trods af at man sidder der sammen med ca. 1600 andre tilhørere, så er det trods alt overskueligt. Operaen skulle have en lyd/akustik, der ligger helt i top, men desværre for os lidt oppe på gallerierne var retningen på de store forstærkere ikke rigtigt indstillet, så lyden 10-15 meter oppe var ikke tilfredsstillende. Det burde et så professionelt sted som Operaen kunne gøre bedre.
MP og hendes band fremførte en række, hovedsagelig selvkomponerede/-arrangerede numre. Hun er en fremragende sanger/fortolker, men hendes projekt egner sig bedre til mindre spillesteder, hvor de forholdsvis afdæmpede sange/arrangementer bedre når frem til tilhørerne.
CS er derimod en rigtig entainer, af bedste amerikanske tradition, og han havde ikke besvær med at underholde 1600 personer på en gang. Godt band, godt sax-spil og en helt uovertruffen scatsang.
En lang dobbelt-koncert, alt i alt en fornøjelse at have overværet.

Zawinul Syndicate
Jazzhouse havde sat Zawinul Syndicate på programmet 2 aftener i træk. Det var en klog disposition, for der var udsolgt begge aftener.
Den gamle mester har samlet en bemærkelsesværdigt band af musikere fra hele verden. Og ud af dette kom der en perlerække af world-musiknumre af den allerbedste slags. JZ er så meget af en mester, at han lader de unge komme frem på scenen og vise hvad de kan (men uden at nogen kan være i tvivl om, hvem er leder slaget). Det gav plads til rytmefolkene, som gjorde det fremragende, samt bassisten Linley Marthe, som i flere passager viste sin verdensklasse.
Line-up: Joe Zawinul (keyb,voc), Jorge Bezerra (perc,voc), Alegre Correa (gui), Linley Marthe (bas), Karim Ziad (dr), Sabine Kabongo (voc), Aziz Sahmaouio (voc,perc).
En af de koncerter, jeg ikke glemmer (lige foreløbig). Desværre nok ikke et projekt, der er til at overkomme for de lokale spillesteder. Men overvejer man en tur til Wien, kan man jo lægge turen forbi Joe Zawinuls centralt beliggende klub, Birdland (www.birdland.at), hvor syndikatet jævnligt er på programmet. Eller man kan høre et af de andre framragende bands, som præsenteres på dette glimrende spillested.

Bohuslän Big Band feat. Lew Soloff
En af festivalens mange gaver til gæsterne var friluftskoncerten på Nytorv med BBB, der denne dag havde legendariske Lew Soloff i front.
Både BBB og LS bekræftede deres enestående kvaliteter. BBB er p.t. i toppen af verdensranglisten (hvor også vort eget DRBB burde have været - men ikke er!). En del af kompositionerne og arrangementerne stammede denne dag fra Gil Evans, men kapelmester Jansson bidrog også. LS brillierede med sit trompetspil - herunder at han stadig kan få de allerhøjeste toner og af hornet.
Et par rigtig gode timer på brostenene foran det gamle klassisistiske rådhus (nu domhus) på et af Københavns smukke torve.
Når lejlighed bydes - forsøm ikke muligheden for at høre dette fremragende bigband.

Martin Roy Wade All Stars feat. Rosenberg & Kristiansen
For fruens og mit vedkommende blev årets jazzfestival rundet af med en lidt speciel aften i Vognporten, hvor man havde sat det gamle amerikanske vokaljazzrepertoire på programmet. Bag mikrofonerne var unge Martin Roy Wade og gode gamle Asger Rosenberg. På pianoet var fremragende Søren Kristiansen, ved bassen Thomas Ovesen og bag trommerne Mikkel Find.
Dette habile mandskab førte os gennem en perlerække af velkendte vokalnumre fra den amerikanske sangbog. Det er her, gamle Rosenberg stadig brillierer, og hvor unde Wade har ganske godt fat.
Selvom denne genre ikke er denne anmelders førstevalg, så er det herligt, at den stadig vedligeholdes af kompetente personer, og ikke mindst at unge tager den op.
Klubber eller lokale spillesteder, der overvejer et lidt anderledes arrangement, med appel til bredere kredse end de sædvanlige, kunne overveje at sætte dette band på programmet - hvis de da ellers turnerer.

Northern Voices

2005-05-17T13:24:00.000-07:00

12. maj kunne man høre Northern Voices i Copenhagen Jazzhouse.
Dette band har gennem årene haft forskellige line-ups. Denne aften var der tale om en kvartet, bestående af Chr. Vuust (sax), Tobias Sjögren (gui), Lisbeth Diers (perc), Mads Lumholt (voc).
Bandets projekt er dybt funderet i den nordiske tradition, meget nordisk endda, idet der hentes inspiration fra den traditionelle grønlandske sang. Der er tale om en ordløs vokal, der føjer sig ind i musikken som et 4. instrument.
For så vidt er det spændende med et sådant bud på, hvordan vokalen kan kombineres ind i instrumenternes univers og vekselvirke med dem. Samtidig er det et ambitiøst projekt, der kræver både en god og skolet stemme, og samtidig en veludviklet evne til at få den til at fremstå selvstændigt og på lige for med instrumenterne.
Mads Lunholdt er en god sanger med en god stemme. Men alligevel synes jeg ikke, at han indløser projektets ambitioner. Selvom han igen og igen kommer op i de højere registre, så sker det ikke uden anstrengelse. Niveauet når ikke op i nærheden af hvad fx. en Aino Kemanis præsterer sammen med Mazur's Future Song i en sammenligneligt projekt.
Hertil kommer, at jeg savnede spændvidde i repertoiret. Når man hører fjerde eller femte nummer fremført med cirka den sammen inderlighed og det samme tempo, så ryger koncentrationen. Lidt mere variation kunne have været spændende. Og jeg mener at vide, at de grønlandske sangere mestrede både det hurtige og det mere lyriske. Og både det glædelige og det sørgelige.
Det skal tilføjes, at jeg ikke har hørt dette projekt i de tidligere, bedre bemandede line-ups. Måske har de kunne supplere klangbilledet til noget mere høreværdigt?
For mig at se er kvartetformatet ikke det bedste for dette projekt. Men ideen er spændende. Den grønlandske musik har righoldige kilder, der kan bygges videre på inden for den nordiske genre af jazzen. Det gælder både den traditionelle sang og den overordentlige smukke kirkesang.
For nu at udtrykke det lidt pænt, så har Northern Voices fortsat betydelige potentialer. Det bliver spændende at høre, hvordan de indløser dem

Jan Kaspersen celebrating Dollar Brand

2005-05-02T09:25:00.000-07:00

Lørdag den 30. april var Jan Kaspersen på scenen i Jazzhouse med sit Dollar Brand projekt.
Med sig denne aften havde JK Jakob Dinesen (ts), Christina von Bülow (as), Erling Kroner (tb), Nils Davidsen (bas) og Ole Rømer (dr).
Det gav anledning til et smukt genhør med nogle af Abdullah Ibrahim / Dollar Brands bedste ting, samt lidt af kapelmesteren selv (og til slut et Ellington-nummer).
Der blev lagt ud med den salme-agtige Salaam, hvor de tre blæsere fik DB’s særlige mix af jazz og Afrika frem. Af DB’s sangbog hørtes endvidere Whoza Mtwana, Easter Jay, The Wedding (med en fremragende solistpræstation af Christina v.B.), Tintinyana, Our Loving Family, Baluga, Mountain of the Night m.fl.
Fra kapelmesterens egen hånd hørtes Little Flower og Sound for Silence. Og som en flot afslutning fik vi Purple Gazelle af Ellington.
JK præsenterer Dollar Brand / Abdullah Ibrahims særlige mix af jazz og Afrika flot. Med respekt for den store sydafrikaner, sat ind i 2005. Bandet spiller godt sammen, om end det i sagens natur især er blæserne, der fører sig frem. Og hvilke blæsere, især saxofonisterne leverede den ene flote solo efter den anden, og sammen med Kroner på basunen formåede de at få den afrikanske lyd frem.
4 saxofoner til JK celebrating Dollar Brand.

Sidste JAZZPAR koncert - Thomas Clausen JazzPar Quintet og Pierre Dørge JAZZPAR Jungle

2005-05-02T09:20:00.000-07:00

Den 29. april 2005 blev der lukket og slukket for Jazzpar. Med mindre altså der dukker en frelsende engel op med en velvoksen engle-check til den fremtidige finansiering af dette fornemme projekt, der gennem 15 år dels har præmieret jazzens bedste, dels har ført disse sammen med danske musikere, og endelig dokumenteret dette gennem en perlerække af udgivelser.
Men hvis den fremsende sponsor-engel ikke viser sig, så var dette altså begravelsen.
Og i givet fald - hvilken fornem begravelse. Ganske vist ikke kombineret med en prisuddeling, men i form af to fremragende orkestre, sammensat af musikere, der gennem årene har været involveret i Jazzpar.
Thomas Clausen JazzPar Quintet indledte.
TC havde sat holdet af ham selv bag flyglet samt Jesper Thilo (ts), Thomas Clausen (pia), Jakob Fischer (gui), Mads Vinding (bas) og Alex Riel (dr).
Thomas Clausen har været overordentlig produktiv de sidste år. Langtfra alt hvad han har skrevet er blevet spillet. Han benyttede sig af lejligheden til at få noget af skuffe-materialet frem i lyset - til stor glæde for os, der havde den oplevelse at være der.
Vi fik både NHØP-memorials, brasiliansk inspireret (choro) musik samt lidt fra den store blå bog. Fremragende løftet ud over scenekanten af JazzPar kvintetten, hvor alle viste sig fra deres bedste side denne aften.
Derefter var det Pierre Dørges tur, med det til lejligheden sammensatte JAZZPAR Jungle ensemble. Line-up: Kasper Tranberg (cnt), Uffe Markussen (sax,b-cl), Jakob Mygind (sax), Peter Fuglsang (as,cl,b-cl), Pierre Dørge (cond,gui), Kim Kristensen, Irene Becker (pia,key), Jesper Bodilsen (bas), Morten Lund (dr) og Lisbeth Diers (perc).
Ensemblet serverede en perlerække af Pierre Dørges ting. Et bevis på, hvor stor en komponist, arrangør, orkesterleder og organisator han er. Selvom han havde nogle af sine New Jungle stamspillere med, var det imponerende at høre, hvor god en lyd, han på den korte tid havde fået frem i orkestret.
Det uundgåelige ekstranummer havde de to emsemble-ledere forberedt sig sammen på. Det bestod i at samle de to emsembler på scenen, hvilket medførte et overordentligt velspillet og meget smukt sortie for Jazzpar.
For os der havde lejlighed til at være der, var det en smuk aften, en af dem man aldrig vil glemme, at man var med til.
I respekt for det hedengangne undlader vi at tildele saxofoner. Aftenens to bands kan alligevel ikke hyres - der var kun denne ene(stående) mulighed for at høre dem.

Ibrahim Electric

2005-04-17T04:45:00.000-07:00

Efter gentagne aflytninger af CD'en "Ibrahim Electric meets Ray Anderson" gennem den sidste måneds tid var mine forventninger til Ibrahim Electris's koncert i Jazzhouse den 14. april skruet ganske højt op.
Forventlingerne blev mere end indfriet - langt mere endda.
Hvad et velbesøgt Jazzhouse fik denne aften var en omgang svedig, funky, gyngende jazz, leveret af tre fremragende og godt sammenspillede musikere: Niclas Knudsen (gt), Jeppe Tuxen (Hammond) og Stefan Pasborg (dr). Det gyngede fra start til slut.
Materialet bestod mest af numre skrevet triomedlemmerne selv. Dog fik vi også lige gruppens version af "Dansevise" (1963 MGP-vinderen). En noget opfrisket udgave må man sige! Herudover noterede jeg numrene "Endangered Beat", "Elverhånd fra Mali", "Yamshallah" og "Kirketjenervikar". Der var en del mere, men aftenens mand ved mikrofonen (Niclas K.) glemte ind i mellem at introducere - eller også var han ligeglad. Men samtlige numre sad lige i øret. Velskrevne, velarrangerede til trioens specielle line-up, og endelig båret suverænt ud over scenekanten af de tre raske gutter.
Niclas Knudsen har denne anmelder efterhånden hørt i en række sammenhænge, og hver gang med stor fornøjelse. Han er ganske enkelt en fremragende jazzguitarist, der oven i købet mestrer flere af jazzens genrer end kollegerne, herunder den groovy fusions-jazz.
Jeppe Tuxen var storspillende på Hammond'et. Både når der skulle lægges akkorder til NK's udfoldelser, og når det var tid til soli. Arven efter Jimmy Smith var åbenlys, ligeledes fik hans spil ved flere lejligheder Dr. Lonnie Smith frem i erindringen.
Lidt genert i baggrunden sad Stefan Pasborg bag sine trommer. Og leverede storspil hele vejen igennem, både når der blev lagt bund og bakket op, og når det var tid til soli. Hvilket kæmpetalent. Teknisk overordentligt velfunderet, med en meget sikker markering og velkomponerede soli.
Ibrahim Electric fortjener at komme landet rundt og præsentere deres fremragende musik (eller måske rettere - hele Danmark fortjener at høre dem). Og derefter kan de taget turen ud i den store verden og vise frem, hvad dette lille jazzland kan præstere (hørte I den, Dansk Jazzforbunds nye jazz-eksport-udvalg).
Til alle Danmarks (og verdens) jazzklubber: book dem, betal prisen, fortæl vist og bredt at de kommer - og forbered danseplads foran scenen.
5 saxofoner ! (også selvom lyden godt kunne have været styret lidt bedre)

Maiken Ingvordsen

2005-04-08T06:53:00.000-07:00

Jazzhouse lagde lokaler til Universals release af Maiken Ingvordsens debut-CD "Don't Be Cool" ved en koncert onsdag den 6. april 2005.
MI synger og spiller godt, og hun leverede en række numre, der sad godt i ørerne. Om de bliver hængende dér er et godt spørgsmål. Personligt er jeg nok ikke den rette til at vurdere dette retfærdigt, for hendes musik ligger på kanten - eller lidt uden for - min smag. Jeg vil forsøgsvis karakterisere den som "Country&Westernjazz" eller Singer-Songwriterjazz". Ikke desto mindre synes jeg, at hun fortjener et par ord med på vejen, for der var bestemt positive ting ind i mellem (og faktisk hører jeg da både C&W og SSW-musik ind i mellem).
Materialet på releaseaftenen var naturligt nok primært numre fra den nye CD. Pænt og ordentligt materiale. Men i andet sæt kom der lidt mere frem, primært stof fra andre komponister (fx. Joni Mitchel og James Taylor), godt arrangeret af MI. Det blev koncerten bestemt ikke ringere af.
Først og fremmest er MI en god pianist. Det beviste hun ved flere gode soli, i passager, hvor sangen havde en pause. Hun kan godt lide en kombination af solide og smukke klange, gerne med højre pedal nede, så pianolydtæppet var ret bastant.
Hendes sangstil er jeg personlig ikke så vild med, men det skal retfærdigvis tilføjes, at det var der tydeligvis et stort flertal af aftenens gæster, der var (at dømme efter bifaldet).
MI må have rigtig gode organisatoriske talenter, for bandet denne aften løftede hendes materiale, sang og spil op på et højere niveau. Det skyldes først og fremmest et fremragende bas-spil af Chris Minh Doky. På et teknisk højt niveau, markant, og så alligevel loyalt bakkende hovedpersonen op. Anders Mogensen leverede pæne rytmer bag trommerne, men uden at tiltage sig (eller have fået tildelt) nogen fremtrædende rolle denne aften.
Ægtemanden Kasper Villaume hjalp til i ca. halvdelen af numrene, men da fruen havde førsteretten til flyglet, måtte han tage til takke med keyboardet. I første sæt var dette lidt kikset, de havde vist ikke rigtig fået justeret arrangementerne, således at der blev plads til KV's ubetvivlelige talenter ved tangenterne. Dette blev der rettet op på i andet sæt, hvor KV i flere tilfælde beviste, at han også har evner ovre i orgeldelen af tangentspillet. Ved en enkelt solo mindedes jeg Dr. Lonnie Smith's fremragende, stramt redigerede Hammond-spil ved koncerten i Holbæk for nogle år siden.
MI skal under alle omstændigheder ønskes tillykke med debut'en. Personligt håber jeg på, at hun satser på videreudvikling af sit pianospil.
Hun får 3 saxofoner for en solid præstation. Måske en lidt hård bedømmelse - det skulle dog ikke blive uoverkommeligt for hende at tage den fjerde med om et års tid eller to, hvor hun formentlig har fundet et mere bevidst og gennemarbejdet ståsted. Mulighederne er der.

Christina von Bülow Kvartet feat. Jan Allan

2005-03-31T12:54:00.000-08:00

Med kvartetten dyrker Christina von Bülow det lette lyse fra birkeskovene samt det bedste fra den amerikanske sangbog (Koonitz, Barron, Strayhorn m.fl.). Det indebar en betragtelig forøgelse af gennemsnitsalderen i Jazzhouse denne aften. Men det kan man jo ikke have noget imod (i min alder).
CvB er en særdeles kompetent instrumentalist, arrangør og bandleder. Og når hun så kan stille med så stærkt et hold som Jacob Fischer (gui), Jens Skov Olsen (bas), og - ikke mindst - svenske Jan Allan (tp), så er rammerne for en god koncert så absolut til stede.
CvB forstår at leve op til forventningerne. Man hører, at hun og drengene forlængst har fået sammenspillet til at fungere, på bedste vis endda. I særklasse er hendes duetter med JA. Det tager sin tid at få det til at køre på det plan. JF følger flot op med lækre soli på den halvakustiske, det er tydeligvis et repertoire og et set-up der passer ham. JSO lægger bunden, lidt mere beskedent end de øvrige.
En flot aften. 4 saxofoner.

New Music Orchestra

2005-03-10T04:21:00.000-08:00

9. marts 2005 præsenterede Erling Kroner sit nye projekt "New Music Orchestra" for første gang. Kroner har givet projektet undertitlen "Tango and all that jazz .... from Denmark". Det dækker antagelig over, at orkestret agter at præsentere nye kompositioner, fortrinsvis fra Danmark, men med hyppige afstikkere til Argentina, hvor ikke mindst Piazolla - og arven efter ham - har stor tiltrækningskraft.
Orkestrets format er bigbandet. 7+5+3 og så det løse. Line-up på verdenpremiereaftenen var:
Erling Kroner (komp, dir, tb).
K.E.Nørgaard, Carsten M. Larsen, Thomas Fryland, Peter Marott (tp, flgh).
Calle Lindberg, Lea Nielsen (tb), Niels Gerhardt (btb, tuba).
Pernille Bévort (ss, ts, fl), Kasper Wagner (ss, ts, fl), Jan z. Vohrde (as, fl), Jan Harbeck (ts, bcl), Ed Epstein (bs)
Kasper Villaume (piano), Graig Earle (bas), Dennis Drud (dr).
Gæstesolist denne aften: Kurt Larsen (harm).
Kroner er den første til at indrømme, at det meste af dette hold er "grundtrænet" af Niels Jørgen Steen gennem det helt enestående arbejde, han udfører mandag efter mandag på Jazzhus Vognporten med projektet "Monday Night Big Band". Her får unge talenter lejlighed til at spille bigbandmusik sammen med garvede jazzmusikere, hvilket tydeligvis udvikler dem, først til habile orkestermusikere, derefter evt. også som solister. Mindst halvdelen af musikerne i NMO, herunder Kroner selv, er set medvirkende i MNBB siden dette projekts start i 1999.
Repertoiret var en række Kroner-kompositioner, suppleret af et par stykker af Niels Gerhardt. Samt et enkelt Piazolla-nummer.
NMO virkede godt forberedte til debut'en. Kroner er allerede nået langt med klangen. Han kan nå længere, men vurderet på en premiereaften var det fint. Lydstyringen og stemmernes volumen skal også tilpasses her og der, således at flotte soli ikke overdøves af det særdeles dynamiske orkester. Men lad os nu betragte det som en styrke for NMO at folkene vil og kan noget. Finjusteringen skal nok komme. Lad os glæde os til det.
Nye (for anmelderen)var Graig Earle, Ed Epstein og unge Dennis Drud fra Fyn. Hvis de havde premiere-nerver, kunne det ikke høres. De klarede sig fint.
I sagens natur er der ikke ligelig plads til alle musikerne i et bigband. Man skal først og fremmest løse den bundne opgave, hvilket alle gjorde. På den baggrund var der denne aften gjort plads til soli fra dirigenten selv, hvilket han klarede som han plejer. Pernille Bévort var fremme mange gange, specielt på tenorsax'en, hvilket hun klarede til et sted mellem 10 og 11. Specielt i Kroner-nummeret "The Ming - The King" (en 25 minutter lang hyldest til Charles Mingus), hvor hun ydede en pragtpræstation til et rent 11-tal, mindst.
Krediteres bør også Thomas Fryland og det unge stortalent med Armstrong-blæset, Peter Marott. De havde begge flere soli samt nogle duetter, som de leverede kompetent.
Endelig gjorde unge Kasper Wagner sig rigtig godt bemærket i flere flotte soli. Særdeles lovende.
4 saxofoner til Kroner og NMO for den flotte verdenspremiere.
Se mere om projektet på Kroners hjemmeside, www.kroner-music.dk

Gramski Beat

2005-02-18T15:46:00.000-08:00

Fredag den 18. februar var Gramski Beat på scenen i Copenhagen Jazzhouse.
Line-up: Ned Firm (ts), Mads Hyhne (tb), Jacob Bro (gt), Nicolai Munch-Hansen (bas) og Jeppe Gram (dr).
Gramski Beat's projekt baserer sig på Jeppe Grams kompositioner/arrangementer.
Musikérne er udmærkede instrumentalister, og de er ganske gode på en scene. Der er grund til at holde øje med bands, hvor man ser disse navne.
Men desværre, atter var det en aften, hvor materialet - for mig at se - ikke var godt nok. Men den sædvanlige tilføjelse, at det måske er mig, der ikke forstår det.
I nyere kompositioner introduceres der ofte med nogle komplicerede klangbilleder. Hvis man er heldig kommer der efterhåndet lidt rytme på. Men desværre forbliver det ofte kedeligt - eller måske bare for kompliceret for mig.
Som skrevet før - måske skulle de yngre komponister være mindre tilbageholdende med hensyn til at plukke i jazzens store katalog af standards. Og så køre det en tur gennem vridemaskinen. Det ligger der fortsat store potentialer i.
Men som sagt, musikerne i dette band er bestemt dygtige. Så mon ikke det bliver til et genhør - specielt hvis de kaster sig over noget bedre materale.
Antal saxofoner - tja....

Lovedale

2005-02-18T03:23:00.000-08:00

Lovedale er titlen på Jesper Løvdals projekt.
De var på scenen i Jazzhouse torsdag den 17. februar 2005.
Et poetisk navn må man sige. Og ret godt dækkede for den musik, der ligger bag.
Projektet er CD-aktuelt - se Ib Skovgaards anmeldelse: http://www.dr.dk/musik/jazz/anmeldelser/anmeldelse/041221_lovedale.asp
Lovedale stiller med en ret så kompetent besætning:
Jesper Løvdal (sopran /tenorsax, altklarinet) , Jacob Anderskov (piano) , Jonas Westergaard (bas), Anders Mogensen (trommer)
Kvartetten bød denne aften på et mix af ballade og be bob-agtige numre. De meste skrevet og arrangeret af JL selv.
For mig er det et gennemgående træk ved JL's ballader at de mangler sammenhæng. Men måske er det bare min personlige smag og manglende evne til at forstå strukturen, der spiller ind? Jeg skal helst have en melodilinie at forholde mig til. Eller i hvert fald en ikke alt for utilgængelig struktur, hvorfra musikerne kan udfolde sig. Måske kan jeg få mere hold i det ved nogle gennemlytninger af CD'en?
Bedre går det, når JL bevæger sig over i be bob'en. Her kan man rigtig høre, hvor god en solist han er blevet. Flot.
Jeg har besluttet mig til at holde øje med, hvor og hvornårjeg kan genhøre kvartetten. Så god var aftenen trods alt.

Monday Night Big Band (2)

2005-02-16T04:30:00.000-08:00

Mandag den 14. februar gik turen atter til det københavnske spillested Vognporten.
Her holder Paradise Jazzclub som bekendt til, og de har aftale med komponisten, arrangør, dirigent og pianist Niels Jørgen Steen om, at han hver mandag holder en slags åbne prøver med sit Monday Night Big Band (MNBB).
I fodboldverdenen siger man, at de gode hold kendes på, at de også kan hive en sejr - eller i hvert fald en uafgjort - hjem, selvom stjernerne er skadede og de må stille med reserverne. Overfører vi dette til jazzverdenen må vi sige, at MNBB hører til i toppen af superligaen. Niels Jørgen Steen måtte denne aftren melde pas p.g.a. sygdom, og det meste af den faste stab var optaget af deres (indtægtsgivende) egne engagementer.
Men så indkalder man åbenbart bare reserverne (og hvilke reserver!). Desuden overlader man styringen til den garvede trombonist Erling Kroner i samarbejde med den fremragende svenske trommeslager Roger Berg. Sidstnævnte markerede lige sine rytmer en ekstra tand, således at de 15 medspillere ikke kunne være i tvivl om hvor takterne lå. På den måde hang musikken fint sammen. Men selvfølgelig havde det nogle konsekvenser hist og her at Niels Jørgen Steen ikke stod foran orkestret og med sædvanlig myndighed kunne give tegn til indsatser og soli. Det gav anledning til et par tyvstarter hist og her. Dog uden at forstyrre det samlede billede af en rigtig god big band aften.
Jeg fik noteret følgende (reservespækkede men fremragende) mandskab:
Peter Marott, John Jensen, Peter Kehl, Jonas Weber (tp)
Anders Larsson, Erling Kroner, Niels Gerhardt, ?? (tb)
Mads Ole, Niels Oldin, Kasper Wagner, Thomas Larsen (saxes)
Steen Holkenov (piano), Marc Davies (bas), Roger Berg (dr)
Blandt aftenens ca. 20 numre bemærkede jeg:
- Bells Blues (som MNBB altid lægger ud med på disse mandagsaftener)
- Air Mail Special (velkendt Charlie Christian nummer)
- Tea for Two (med Kroner i front)
- Bonus Track (af Niels Jørgen Steen)
- Ham's Boogie Woogie (hvor Holkenov viste sine rødder i jazzen)
- Confirmation
- Singing in the Rain
- The Nearness of You
- Black and Blue (Fats Waller)
- Night in Tunesia (hvor Roger Berg brillerede med en fremragende solo på trommesættet)
- Cheeck to Cheeck (Irving Berlin)
- Blues in Paradise (som MNBB altid spiller i Paradise Jazzclub)
Det meste af materialet er arrangeret af NJS.
Paradise Jazzclub, Niels Jørgen Steen og musikerne i Monday Night Bigband leverer mandag efter mandag en fremragende indsats, hvor de holder en stor kunstart (big band jazzen) i live.
Det skal bare ses og høres. Det er kunst - og det koster sølle 80 kroner (kun lidt mere end en biografbillet, men varer dobbelt så længe)
Så på gensyn i Paradise Jazzclub på mandag ........ og næste mandag ......... og næste ........

Hasse Poulsen "Sound of Choice"

2005-02-16T02:45:00.000-08:00

Den 10. februar havde jeg den oplevelse for første gang at besøge spillestedet "Progy & Bess" i Wien. Det ligger centralt i det gamle centrum (indenfor Ringstrasse), nogle få hundrede meter fra Wiens midtpunkt, Stephansplatz.
På programmet denne aften var den danske Hasse Poulsen Trio med projektet "Sound of Choice".
Line-up: Hasse Poulsen (gt), Fredrik Lundin (as, ts, electronica), Lars Juul (dr, electronica)
På spillestedets hjemmeside, www.porgy.at, præsenteredes trioen således:
"Sound of Choice steht seit 1991 für unkonventionelle, spannende Musik. Das dänische Trio - bestehend aus drei herausragenden Exponenten der freien Improvisationsszene Skandinaviens - verfolgt konsequent den Weg, die Möglichkeiten des Jazz mit der musikalischen Sprache der zeitgenössischen Musik zu verbinden. Sie schaffen eine unkonventionelle Mischung aus Jazz, Ambient und Folk-Music - mit einem starken rhythmischen Drive, klanglich erweitert durch Samples und Elektronik. „Wir finden das eine reife Musik: wir versuchen nicht, irgend etwas zu beweisen. Wir versuchen nur, unsere Musik mit soviel Freude wie möglich zu spielen.“
Jeg kan sådan set ikke sige noget til denne "varedeklaration". Den er dækkende.
Noget andet er, om jeg bryder mig om musikken.
Det gør jeg ikke - men det bliver den ikke som sådan dårlig af.
Min begrundelse er, at trioen, trods Hasse Poulsens spændende håndtering af sin rytmeguitar, med spændende rytmer, skæve akkorder, gode moduleringer, og medspillernes dygtige håndtering af deres instrumenter, alligevel ikke - for mine øren - får det til at hænge sammen.
Måske er jeg for gammeldags, men for mig skal jazz have 1) en klar rytmisk basis, 2) en grundlæggende melodilinie (som der kan moduleres og fraseres grundigt over) samt 3) en eller anden slags reference til "traditionen" (hvad den så end er?).
Det fandt jeg ikke i "Sound of Choice" projektet.
Trioens forsøg på at integrere elektronikkens muligheder er spændende - men de slår (endnu) ikke igennem med det. Elektronikken byder på spændende muligheder for at optage brudstykker og gengive dem som loops, som der så spilles ind over. Det kan give nogle spændende lydbilleder, hvis det lykkes. Fx. vil trommeslageren så at sige kunne duellere med sig selv. Men det lykkedes kun undtagelsesvist for trioen denne aften.
Til deres forsvar bør tilføjes, at det også synes at være svært for mange andre - jeg erindrer kun nogle få gange at have hørt jazz/electronica, der "gik rigtigt ind".

Monday Night Big Band

2005-01-18T14:15:00.000-08:00

Monday Night Big Band (det danske - et hurtigt raid på Google viser, at der også er et svensk og tilsyneladende op til flere nordamerikanske MNBB) spiller de fleste mandage aftener i Jazzhus Vognporten i København.
Det er en begivenhed, som det kun kan anbefales at overvære - før eller senere. For de har vist ikke tænkt sig at stoppe lige med det første.
Som dirigent og organisator bag MNBB siger: "Vi er sådan noget Fahrenheit 451. I ved, der hvor der er nogle galninge, der lærer sig bøgerne udenad, for på denne måde at bevare dem.På sammen måde mødes vi og lærer big-bandjazz'ens standards udenad, for hvis vi ikke gør det., så forsvinder det....... Der er jo ingen der har råd til at hyre 20 mand til at spille.....".
Nå,men mandag aften, den 17. januar 2005, s0om sædvanlig kl. 20.30 stillede MNBB atter op i Vognporten. Som sædvanlig uden at få noget for det - vist med undtagelse af hvad der kommer ind ved døren.
Og så spillede de lige 3 sæt!!! (ganske vist med en forsvarlig spisepause mellem 1. og 2. sæt - men alligevel). Ialt 18 numre - og ingen af dem korte. Jeg forlod Vognporten ca. 00.30, godt fyldt med big band jazz.
Niels Jørgen Steen er en helt uforlignelig dirigent og arrangør. Desforuden komponist, hvilket han dog ikke gør så meget ud af i MMBB-sammenhæng. Samt pianist, men det er snart længe siden.
Når man kan få kapaciteter som Christina von Bülow, Pelle Fridell, Erling Kroner, Mårten Lundgreen, Frands Rifbjerg, Jan zum Vohrde m.fl. til at stille op mandag efter mandag og dyrke big-bandjazzen ved en slags åbne prøver, så må det være fordi han har noget at byde på.
Og ingen tvivl om det. NJS serverer lækkerbidskener, både fra standard-kataloget og fra deltagerne selv. For det meste arrangeret af ham selv.
Et lille udvalg fra denne aften:
- The Blues Bells (med inspiration fra rådhusklokkerne)
- Confirmation (Parker)
- Singing in the Rain
- You Took Advantage Of Me
- Do You Know What It Means To Miss New York
- Just Friends
- Cry Me a River
- Christopher Columbus
- Blues In Paradise
Det er en oplevelse i sig selv at overvære, hvordan NJS dirigerer. Der er ingen tvivl om, hvem der er bossen for foretagendet. Omend alt serveres med crazy lune og tonen i MNBB er løssluppen, til tider grænsende til det absurde teater. MJS bestemmer numrene, introducerer dem (en oplevelse i sig selv), sætter dem i gng med overblik og præcision, slapper af men musikerne kører derudaf, vender tilbage, varsler overgangene og leder dem med fast hånd, slapper atter lidt af, tænder en cigaret, går måske en tur i baren, vender tilbage, varsler atter en overgang, slapper atter lidt af, for så, når slutningen nærmer sig, atter at tiltrække sig opmærksomheden og guide bandet igennem slutningen med maner.
Hertil kommer, at det ikke er ualmindeligt, at NJS hiver en stak nye papirer op af tasken og deler dem rundt. Efter en kort gøren opmærksom på de vanskeligste overgang sættes bandet i gang. Musikerne spiller fra bladet - og alle slipper fra det med æren i behold. Det kræver sit format.
Som NJS udtrykte det på et tidspunkt: "I må gerne klappe af orkestret, de æder en del lige fra avisen i dag...."
Som sagt - det skal opleves. Og gevinsten er, at man får et kært genhør med en række af big-bandjazzens standards.
NJS ser det tydeligvis som sin opgave også at promovere MNBB's musikere. De bliver flittigt (og med myndig mine) kaldt frem foran orkestret til at give soli.
Det gav mulighed for at opleve formatet hos fx. Mårten Lundgreen, Emil Hess, Pelle Fridell og Christina von Bülow - og så er der sikker nogle flere, der retfærdigvis burde have været nævnt.
En ekstra stjerne skal på denne plads tildeles Christina v. B., Mårten Lundgreen og Pelle Fridell for en perlerække af fremragende soli. Der er grund til at lægge ektra godt mærke til bands, hvor de er med!
Det var en træt men tilfreds anmelder, der tæt hen under kl. 01.00 vendte tilbage til bopælen, med endnu en god københavnsk jazz-oplevelse in mente.
Danmarks jazz-spillesteder - ikke mindst dem uden for København - burde på en eller anden måde kunne få lejlighed til at opleve en MNBB-øveaften.

Sophisticated Ladies Sekstet

2005-01-16T14:24:00.000-08:00

Pakhuset i Nykøbing S. præsenterer de fleste af årets lørdage jazz. For det meste i den lette ende, men ind i mellem med perler.
Det sidste var tilfældet lørdag den 15. januar 2005, hvor Sophisticated Ladies var på scenen.
Og lad mig straks løfte sløret for, at damerne hér gav en koncert, de virkelig kan være stolte af, ogt som jeg har besluttet mig for at tildele 4 saxofoner.
Begrundelsen kommer senere. Først lidt om bandet.
De sofistikerede damer har nu holdt sammen i 17 år. Det startede med trioen Marie Louise Schmidt (piano), Helle Marstrand (bas) of Benita Haastrup (dr), og med et rimelig lyst og tilgængeligt repertoire.
De sidste 5 år har gruppen ofte optrådt som sekstet (det skete fx. i Holbæk Jazzklub i december 2001). I så fald suppleres de tre ovennævnte med Christina Dahl (ts), Christina von Bülow (as) og Lis Wessberg (tb).
Hermed er også præsenteret line-up for koncerten i Nykøbing 15.1.2005, dog med den tilføjelse, at der denne dag medvirkede en sofistikeret mand, nemlig Jan zum Vohrde (as, fl), som stand-in for Christina von Bülow. Det klarede han helt godt - men selvfølgelig kunne det ikke helt skjules, at han ikke har øvet mange timer sammen med damerne.
Fra sætlisten noterede jeg 15 numre:
Autumn Blues
Waiting for Better Times
Græshopper / I'm in a Dream
Beatrice
Jazpatruljen
Glad igen
Sommersang
It's Too Early to Wake Up
Odd Behaviour
Sct. Thomas
African Lullaby
Circular
Darn That Dream
Strange Party
Indad
Titlerne dækker over et blandet repertoire - næsten alt skrevet af damerne selv. Udgangspunktet er den nyere danske jazzscene, gedigent, i den lettere ende, ikke alt for langhåret. Det gælder Marie Louise Schmidts og Helle Marstrands kompositioner. Men især Benita Haastrup supplerer med nogle iørefaldende kompositioner med klar afrikansk og caribisk inspiration. Endvidere leverede Christina Dahl et par numre. Alt i alt et ganske godt materiale, efter min smag fra godt og vel middel og opefter i kvalitet.
Med hensyn til selve koncerten og musikernes præstationer på dagen, så var det som nævnt en særdeles positiv oplevelse.
Hvis jeg skal beskrive forskellen fra koncerten i Holbæk for godt 3 år siden, så er først og fremmest Christina Dahl tekniske og kunstneriske udvikling bemærkelsesværdig. Hun leverede i omegnen af 10 fremragende soli, der fik publikum helt op af stolene. Rigtig flot. Danmarks tenorsax-mænd må hellere se at komme hjem og øve, for det er helt klart min opfattelse, at CD karrieremæssigt er oppe i det højeste gear nu, på vej ind i DK top 5 blandt tenorsaxofonister.
Liss Wessberg leverede en solid indsats, men havde kun nogle få (men gode!) soli. Hun imponerer mig fortsat med et rigtig lækkert tb-trut, følsomt og nærmest klassisk i sit tekniske udtryk, og dertil særdeles udtryksfuldt (eller måsle snarere "indtryksfuldt").
Marie Louise Schmidt leverede en pæn bund og nogle få pæne soli. Men hendes indsats i bandet er vist snarere organisatorens. Ikke den dominerende pianist.
Helle Marstrand har udviklet sig fra en mindre til en ganske god bassist. Hun leverede en pæn rytmebund gennem samtlige numre, og herunder mestrede hun også de hurtige løb, rent og på slaget hele vejen igennem. Hun overraskede (mig) med et par soli på et ret pænt niveau. Hun er efter min mening vokset ganske betydeligt, både i teknikken og i udtrykket.
Benita Haastrup viste sig atter som en energisk og storspillende (og altid smilende) trommeslager. Et frisk indslag. Og selvfølgelig også denne dag med nogle soli på højt niveau. Læg godt mærke til bands, hvor hun er med.
Ovenstående gentagne betegnelse "damerne" kunne måske antyde, at jeg bedømmer dem ud fra det lidt eksotiske udgangspunkt, at det er en kvalitet ved sig selv ved dette band, at der er tale om seks kvindelige musikere (eller 5 + JzV). Men lad mig én gang for alle dementere dette. Der er tale om et band, der fuldt ud kan begå sig på den danske jazzscene. Og tydeligvis i stadig og markant udvikling. For visse af damernes vedkommende endog forrygende udvikling.
Som nævnt får de 4 saxofoner for Nykøbing-koncerten. Og en klar anbefaling til repertoire-planlæggerne ude på landets spillesteder om at hyre dem. Forudsat altså at de sofistikerede dammer lover, at de alle er med på dagen (og i hvert fald Christina Dahl!)

Anderskov Accident

2005-01-13T22:30:00.000-08:00

Den 8.januar 2005 havde jeg fornøjelsen af at overvære det 1½ time lange 1. sæt af aftenens koncert I Copenhagen Jazzhouse med Anderskov Accident.
Aftenens line-up: Kasper Tranberg (tr), Anders Banke, Jesper Zeuthen (sax), Peter Dahlgren (tb), Jacob Anderskov (pia) Jeppe Skovbakke (bas), Rune Kielsgaard (dr).
Repertoiret var alt overvejende kompositioner/arrangementer af kapelmester Anderskov.
JA har efterhånden udviklet sig til den betydeligste komponist/arrangør/orkesterleder/organisator på den unge danske jazzscene. På scenen lader han i høj grad sine medspillere komme til frem for at sætte sig selv i rampelyset, og hans kompositioner/arrangementer er ligeledes meget imødekommende overfor medspillerne.
Denne aften var det især blæsergruppen der fik mulighed for at komme til. Hvilket de fik det optimale ud af efter min mening. Deres indsats bestod primært af lange fælles forløb, hvor de ligger tæt op ad hinanden, men ikke mere end at de får de mest usædvanlige (til tider endog kakofoniske) akkorder ud af det.
Usædvanligt, men også smukt. Og som sagt vist det optimale man kan forvente af disse 4 blæsere, som - måske med undtagelse af KT - ikke er de store solister (en glimrende orkestermusikere!)
For et utrætteligt og særdeles velgennemført rytmearbejde i baggrunden, uden soli, bør Jeppe Skovbakke og Rune Kielsberg i høj grad krediteres.
Fra sætlisten noterede jeg:
Benin Lenin
Oyler On The Rocks
Snesjap og de syv beskidte dværge - med flotte soli af JZ og PB
Pusky Pjusky
What Roots (solo af PB - her havde Albert Ayler ikke levet forgæves)
5 kompositioner, som bandet altså brugte næsten 1½ time til at fremføre
En god oplevelse af den helt unge danske jazzscene - en overvejelse værd for programplanlæggerne på alle landets jazzspillesteder.

Om bandet, se www.jacobanderskov.com

Bob Rockwell “Bobs Wilder”

2004-12-19T02:14:00.000-08:00

Lørdag den 18. december havde jeg svært ved at beslutte nig til, om jeg skulle elller ikke skulle rejse mig fra læsestolen og cykle hen til Jazhouse og høre Bob Rockwell m.fl. I ved - julefrokost på kontoret dagen før, juleforberedelser m.v. har det med at lægge beslag på al energien, og tilbyde masser af undskyldninger for bare at blive hjemme.
Det endte med, at jeg tog mig sammen og tog afsted.
Og hvor heldig kan man være - det blev en af årets store musikoplevelser. For første gang i denne jazz-weblog gives der karakter - og det helt i top. 5 saxofoner!
BR har for tiden gang i et projekt med overskriften "Bob's Wilder". Der hentydes hermed til Alec Wilders musik, som BR for tiden præsenterer - i egne arrangementer naturligvis.
Vi får lige line-up for koncerten i Jazzhouse 18.12.:
Bob Rockwell (ts), Mårten Lundgren (tp), Kasper Villaume (pia), Marc Davis (bas), Aage Tangaard (dr).
Det er en utrolig veloplagt kvintet. Alle er rigtig gode instrumentalister, gode "holdspillere" og naturligvis også gode for en solo (eller flere) hver især. Denne aften var det især Kasper Villaume og Mårten Lundgren, der fik plads, ved siden af kapelmesteren selv.
Fra sætlisten noterede jeg følgende:
I like it Here
Don't Deny
Lady Sings the Blues
Mimose and Me
The Wrong Blues
Lovers and Losers
That's ny Girl
Wlak Pretty
Listen to Your Heart
Jazz and Poetry: Where Do Yoy Go
Crazy in the Sand
Moon and Sand
Noget var Wilder kompositioner, andet BR's eget materiale.
Kvintetten er spillet rigtig godt sammen. De fungerer som band, og der er samtidig plads til fx. Kasper Villaume, som bare bliver bedre og bedre.
Af det beskrevne line-up vil fremgå, at Aage Tanggaard afløste Karsten Bagge på trommerne. Det blev det bestemt ikke dårligere af.
Hvis BR kan købes med dette line-up og dette repertoire til til jobs ude i landet, så køb - og betal hvad det koster.

Hans Ulrik Kvartet

2004-11-20T15:23:00.000-08:00

Den 20. november 2004 var Jazzhouse helt oppe at køre.
Det kan vi takke Hans Ulrik og hans medspillere i Hans Ulrik Kvartet for.
Hans Ulrik har forstået, at jazz er en rytmisk musikgenre. Hans kompositioner/arrangementer byder på rytme og rytmeskift, men samtidig på flotte melodilinier og akkorder.
I bunden lægger Jonas Westergaard en herlig bas, for det meste med en heftig pulserende rytme. Han bakkes op af Mikkel Hess på trommerne. Han spiller efterhånden rigtig godt, men har i denne kvartet også lækre sager at arbejde med.
Foran hører vi Niclas Knudsen med hans halvakustiske guitar og hans skæve akkorder, bevidste forvrængninger og toner lidt ved siden af det perfekt stemte. Og samtidig på et højt teknisk niveau. Mange glimrende soli og unisone løb sammen med kapelmesteren.
Foran selvfølgelig også Hans Ulrik selv. En glimrende instrumentalist, der samtidig som bandleder forstår at guide mandskabet gennem de stort anlagte kompositioner.
Et særdeles interessant band, som jeg kan anbefales landets jazzspillesteder.
Line-up: Hans Ulrik (sax), Niclas Knudsen (gui), Jonas Westergaard (bas), Mikkel Hess (dr).
Yderligere oplysninger om Hans Ulrik på hans hjemmeside, www.hansulrik.dk

Jakob Høgsbro Ensemble

2004-11-20T15:18:00.000-08:00

Jacob Høgsbro er en af hverdagens helte fra den kommunale musikskoleverden. Han har i årevis opdraget musikalsk talent i den nordsjællandske musikskoleverden. Så hos mig starter han med et point, alene på grund af denne hæderværdige indsats. Uden folk som ham intet vækstlag.
Men, men, men. Det bliver vist ikke med det aktuelle projekt, at JH bryder i gennem på den danske jazzscene. Projektets skelet er en række kompositioner skrevet af JH selv. De overholder vistnok de mest almindelige regler for kompositioner, sådan som man lærer dem på konservatoriet. Men de har svært ved at løfte sig. På trods af et band med ganske habile musikere (ikke mindst altid energiske, velspillende og storsmilende Benita Haastrup – hun bliver bare bedre og bedre).
Igen – hvorfor ikke tage chancen og arrangere en fortolkning af noget fra standard-verdenen? JH har ressourcer nok som arrangør og instrumentalist til at kunne dette. Iblandet egne kompositioner måske en vej videre frem. Plus naturligvis, fortsat flid i øvelokalet.
JH skal dog roses for sine evner til at præsentere sin musik og sine musikere på en meget imødekommende måde.
Line-up ved koncerten i Jazzhouse den 4. november 2004: Jakob Høgsbro (sax,cl). Svenn Skipper (pia), Henrik Simonsen (bas), Birgit Løkke Larsen (perc), Benita Haastrup (dr).

Jens Winther Kvintet

2004-11-20T15:15:00.000-08:00

Jens Winther Kvintet består af Jens Winther (tp), Tomas Franck (sax), Ben Besiakov (bas), Daniel Franck (bas), Jakob Høyer (dr).
Bedre musikere er det svært at samle. Alle garvede og sammenspillede med snart sagt hvem som helst hjemme og ude. Så holdet var stærkt - på papiret.
Men navne gør det ikke. Man skal have et klart kunstnerisk projekt. Og det skal man have øvet sig i. Helt til det gør ondt, og så lidt til.
Her faldt Jens Winther Kvintet i gennem. På trods af gode navne og et rimeligt materiale fra den nyere jazz, meget af det skrevet af JW selv, så kom det ikke rigtig ud over scenekanten. Dårligt materiale? Nej egentlig ikke – selvom denne skribent stadig ikke forstår, hvorfor den typiske danske band-leder insisterer på at beholde tvivlsomme kompositioner på sætlisten (kun fordi man selv har skrevet dem?) frem for at genbruge lidt fra fra den righoldige samling af fremragende standards. Dårlig forberedelse? Det er måske der, hunden ligger begravet. For kan man virkelige top-performe hver gang, hvis man medvirker i 5-7 forskellige line-ups? Det kan ikke give meget tid til forberedelse til det enkelte job.Det er vel ikke blevet lidt for nemt at få jobs, bare man stiller op med 5 ”navne”? Hvis det er tilfældet, så skal spillestederne tænke sig godt om. Det var vel ikke derhen, vi skulle med støtteordningerne og det rytmiske spillestedsprogram?

Lindberg Hemmer Foundation (Master Fatman)

2004-10-11T10:47:00.000-07:00

2. oktober 2004 fyldte Copenhagen Jazzhouse 13 år (og blev dermed teenager - skal vi af samme grund frygte en 6-7 år med et vanskeligt og provokerende barn?).
I anledning af dagen havde CJH hyret Morten Lindberg, alias Master Fatman til at være toastmaster, herunder at levere musikken.
Opgaven blev løst på sædvanlig Master Fatman maner, noget musik og en masse snak.
Lad det være sagt med det samme - Master Fatman er en fremragende entertainer/konferencier. Morsom, fræk, særdeles kompetent til at styre et program osv.
Men nogen stærk jazzmusiker eller kapelmester er han ikke.
Master Fatman har (bl.a.) "aktier" i en gruppe ved navn "Lindberg Hemmer Foundation, med følgende line-up: Anders Gårdmand (fl), Ben Besiakov (rhodes), Dan Hemmer (orgel), Morten Lindberg/Master Fatman (el-bas), Afonso Correa (perc), Klavs Nordsø (congas). I og forsig en habil forsamling. Men deres talenter bliver ikke rigtig anvendt til et musikprojekt, der hænger sammen. Lidt ærgerligt når man nu ved, at de rummer meget mere.
Et tip: læg godt mærke til grupper, hvor Afonso Correa medvirker. Han har besøgt Holbæk Jazzklub, såvidt jeg husker var det med Maria 4 Bossa. Men har er altså rigtig god.
Og Master Fatman - han bør bruges til tale og ikke til musik.

Jon Balke Magnetic North

2004-10-11T10:24:00.000-07:00

30. august 2004 bød på et genhør med Jon Balke. Denne gang med gruppen Jon Balke Magnetic North.
Der var tale om et release-party i anledning af udgivelsen af Magnetic Norths 3. cd. Med deres egne ord er "Jon Balkes musik stadig dybt fascinerende, facetteret og overrumplende. Han og gruppen evner at forene nordisk tone med, afrikansk rytmik og strygere i et univers det er ganske betagende".
Men det var nu for langhåret for mig. Jeg synes ganske enkelt ikke, at Jon Balkes kompositioner/arrangementer hænger sammen på en måde, så det når ud til tilhørerne (eller, i hvert fald ikke til mig).
M.h.t. evt. jobs i Danmark fremover vil jeg anbefale, at man tænker sig grundigt om. Ønsker man smalt og for feinschmeckere, kan man overveje - ellers ikke.
Jon Balke Magnetic North, line-up: Per Jørgensen (tp,voc), Fredrik Lundin (sax), Jon Balke (pia,keyb,perc), Ingar Zach, Helge Norbakken (perc), Bjarte Eike, Peter Spissky (vio).

Jazz og hjerneforskning / Peter Vuust

2004-10-11T01:05:00.000-07:00

29. september 2004 stod der "Jazz og hjerneforskning" på programmet i Jazzhouse. Der var tale om et arrangement i tilknytning til Dansk Naturvidenskabsfestival 2004.
Spændende at høre to hjerneforskere - den ene Peter Vuust - fortælle om hjernens funktion, specielt i forbindelse med sprog og musik (åbenbart to sider af samme sag).
Og jo, hjernen kan trænes til at blive bedre til at opfatte musik, det er der åbenbart videnskabeligt bevis for. Og når vi nu er ved det med træningen, så kan en skadet hjerne også delvis trænes op igen (ret optimistisk synes jeg personligt.....).
For nu også at få lidt praksis med spillede Peter Vuust kvartet bagefter et sæt. Bandet består af Lars Jansson (piano), Ove Ingemarsson (ts), Peter Vuust (bas) og Alex Riel (trommer). Og som dette line-up antyder, er der tale om et særdeles velspillende band, som fortrinsvis PV har skrevet (eller arrangeret standards) til. Lidt modern, lidt nordisk, lidt hurtigt, lidt ballade osv. Det er så vidt jeg husker første gang jeg har hørt Ove Ingemarsson live, og det er bestemt en tur til et jazzspillested værd. De andre var et kært genhør, og gode som sædvanlig. Alex Riel - som vel nærmer sig midten f 60'erne - var mindst lige så sprælsk og velspillende som vi tidligere har set/hørt ham. Lars Jansson velspillende og underfundig.
Jazz/hjerneforskning-temaet kan anbefales landets jazzspillesteder. En usædvanlig tema-kombination måske (forskning/kvalitetsjazz), men måske samtidig noget, der kunne nye gæster til?

Come Shine

2004-10-08T13:16:00.000-07:00

Come Shine optrådte i Jazzhouse den 7. oktober 2004.
Det var en udsøgt fornøjelse og en stor oplevelse.
Jazzhose præsenterede bandet således på hjemmesiden: Come Shine startede i 1998 med konceptet at give de velkendte jazzstandards nyt liv. Fra starten var det tænkt som et ‘fritidsorkester’, men her 6 år efter er de blandt Norges mest populære jazzensembler. De åbnede Kongsberg Festivalen i en udsolgt Idrætshal, de har spillet på alle norske jazzfestivaler og nu er via København på vej til Korea, Vietnam og Singapore. Alt dette er kommet bag på orkestret, men med Erlands unikke arrangementer, med Lives stærke formidlingskunst suppleret med Sondre og Håkons smukke sans for form, groove og melodi har helt fortjent fået succes. De er en unit, der skaber noget nyt ud af velkendt materiale. Fremragende!!
Jeg kan kun tilslutte mig foromtalen. Når jazzens store melodibog af standards åbnes med respekt og talent, så får det mig helt over i drømmeland. Sådan var det denne aften. Come Shine's arrangementer af bl.a. My Funny Valentine, Take The A-train, Somewhere Over The Rainbow, My Favourite Things m.fl. er modige, men særdeles vellykkede, og forfriskende. Et eksempel på, at man godt kan være original uden at skrive alting fra bunden.
Jeg har på fornemmelsen, at de ikke er helt billige, men skulle en aftale være inden for grænserne af det mulige kan bandet i høj grad anbefales.
Line-up: Erland Skomsvoll (pia), Sondre Meisfjord (bas), Håkon M. Johansen (dr), Live Maria Roggen (voc).
Yderliger om bandet kan ses på www.comeshine.com.

Helge Lien Trio (no)

2004-10-08T01:10:00.000-07:00

Trio-formatet er vanskeligt.
Det beviste norske Helge Lien Trio i Jazzhouse 6. oktober 2004.
Når en trio lykkes kan den kombinere bandets sammenspil med de tre musikeres individuelle præstationer i en smuk symbiose.
Men der er også stor risiko for, at det bliver til tre musikeres ekvilibristiske præstationer. Flotte nok måske, men uden sammenhæng.
Sådan havde jeg det i det sæt jeg hørte. Men måske var min negative bedømmelse også påvirket af, at deres repertoire var særdeles avanceret. De 30 tilstedeværende fra Rytmekons forstod det måske, men jeg gjorde ikke.
Musikerne - Helge Lien (pia), Helge Berg (bas) og Knut Aalefjær (dr) er dygtige hver for sig, og vi bør lægge mærke til dem i andre sammenhænge.
Konklusion: Helge Lien trio skal lige checkes en ekstra gang, inde de kan anbefales til engagementer på landets spillesteder.